Inkompetent. Fuld af løgn. Ynkelig. Betydningsløs.
Ordene om mig er mange og ikke særlig pæne fra Per Horup i hans seneste opslag på Facebook.
Jeg er ikke lavet af teflon, så jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det er meget grænseoverskridende at blive udstillet personligt på den måde, som jeg bliver med tre kæmpestore billeder og de ikke så smukke ord i det opslag.
Det er ikke sandt, når der står i opslaget, at han ikke har fået lov til at fortælle sin side af sagen og komme til genmæle. Hver gang vi skriver om familien Horup, henvender vi os for at få en kommentar.
Udover at det er en pligt som journalist at høre modparten, så er det også altid godt at høre begge sider af en sag. Her er det muligt at få en forklaring, hvilket altid er godt for forståelsen af den historie, der nu engang bliver skrevet.
Jeg kan godt forstå, at vores artikler i læsernes øjne lige nu bliver opfattet som ensidede. Men det er bestemt ikke vores ønske, at det skal være sådan.
De seneste næsten tre år er der nemlig ikke blevet svaret på vores henvendelser til Horup. Hverken på de positive eller de mere kritiske spørgsmål.
Vi bliver klandret for ikke at skrive en linje om de mange positive historier, der er sket i Horup-firmaet det seneste stykke tid. Men det kræver, at vi ved, at det sker – eller bliver inviteret.
Jeg er aldrig dukket op til fest, jeg ikke er inviteret til. Jo, måske da jeg var ung, og det var sjovt at crashe en fest, men det her føles ikke spor sjovt. Det er faktisk ubehageligt.
For vi vil gerne skrive om rejsegilde på Langrode, jubilæum eller gode nyheder om nye byggerier, som får betydning for borgerne i Aabenraa – eller høre om tankerne bag. Men vi får ikke muligheden, for Horup vil ikke gå i dialog.
Jeg har for to år siden rakt hånden ud til Per Horup og spurgt om, vi ikke skulle drikke en kop kaffe og få talt ud. For kommunikation fremmer nu en gang forståelsen. Men der er ikke noget ønske om at kommunikere med os fra Horup, og det er ærgerligt.
Horup får gang på gang sin fortælling om JV og mig personligt til at blive én om et lokalt medie, som ikke bidrager med positive historier og hindrer udviklingen. Når han eller resten af firmaet nægter at udtale sig til os, bliver vi holdt fast i den fortælling, fordi det passer ham godt.
Så lad mig stille nogle spørgsmål tilbage:
Hvor er dit bidrag til nuanceringen? Hvor er dit bidrag til, at JV og borgerne kan høre begge sider af sagen? Hvor er din ansvarsfølelse for som udvikler og bygherre i Aabenraa at stille op og svare på kritiske spørgsmål og give dit besyv med i debatten?
Når vi rækker ud til dig, vil du ikke bidrage med et svar eller en forklaring. I stedet vil du holde alle fast i en fortælling om, at JV kører hetz, at JV er inde i en negativ spiral, og vi ønsker at bremse al udvikling for byen. Men det er ikke sandt.
Det er dog rigtigt, at vi har ændret vores måde at arbejde på. Det har vi blandt andet gjort, fordi det er vores publicistiske opgave at være magtkritiske og undersøgende. Men hver gang ønsker vi at afdække alle sider af sagen, og det er der lukket af for, når vi skriver om dig og dine byggerier.
Det er der faktisk ikke nogen, der er mere ærgerlige over end os på JV. Vi vil nemlig gerne høre begge sider af en sag. Vi vil gerne høre din udlægning.
Du kalder min tavshed for ubrugelig. Det samme ord vil jeg bruge om din.
Jeg ved, at der kommer et modsvar nu, og det er, at jeg heller ikke svarede på dine spørgsmål. At jeg ikke skal kaste med sten, når jeg selv bor i et glashus.
Du er ikke underlagt presseetiske regler og kan ikke ende i Pressenævnet, hvis du ikke opfører dig ordentligt. Det kan vi som medie.
Du ville aldrig lade mig læse “artiklen” inden offentliggørelsen, som vi giver vores kilder lov til. Og du ville sikkert heller ikke lade mig rette faktuelle fejl, som vores kilder gør, så vi undgår fejl og misforståelser i artiklerne.
Derfor svarer jeg ikke.
Jeg og resten af redaktionen er som medie forpligtet til at holde os til kendsgerninger – til fakta og skrive om dem.
Du mener, at JV stopper udviklingen i Aabenraa. At du med Hvalen gør, at Aabenraa ikke ender som et hyggeligt museum.
At det er os, der forhindrer udviklingen i Aabenraa, mens det foregår. Altså det er os, der er skyld i, hvis Hvalen ikke bliver til noget.
Dette opslag på Facebook kommer kort tid, før Hvalens skæbne skal afgøres.
“Som politiker kan du vise mod og mandshjerte ved ikke at lade dig påvirke af den konstant negative tone”.
Som jeg ser det, er det lige nøjagtig det, som politikerne ikke gør.
De har sikret sig en lang beslutningsproces, så de kan træffe beslutningen på det bedst oplyste grundlag.
Og med det sagt, så vil jeg igen række ud med en invitation til kaffe og en snak. Vi har mange ting til fælles – blandt andet at vi ønsker en god udvikling for byen, så mon ikke vi også kan enes?
Vi giver gerne kaffen.